Kim Foss: “Det sjoveste ved Berlinalen er de debuterende instruktører, der skal lukke festen. Det foreskriver traditionen.”

Scroll down to content

Af Ronnie Rocket

Vi fortsætter vores møder med danske filmfolk til Berlinalen. Denne gang har vi talt med Kim Foss, der er direktør i Grand Teatret og for distributionsselskabet Camera Film, der har stor succes i de danske biografer for tiden med filmene ‘Min Far Toni Erdmann’, ‘Moonlight’ og ‘Kongens Valg’. Sidstnævnte film vises tillige på dette års filmfestival.

Vi mødtes på Sticks’n’Sushi Berlin i Potsdamer Straße, hvor vi begge fik menuen ‘Ju-Ban’ (€33).

Velkommen til Berlin. Du er jo en god, gammel kending hernede. Hvornår besøgte du egentlig Berlinalen første gang?

Jeg mener at jeg var til den første Berlinale i 1980. Dengang boede jeg faktisk hernede, ude i Kreuzberg, hvor jeg solgte tæpper. Så vidt jeg husker så jeg et par danske film for lige at få lidt af smagen hjemmefra. Det var først cirka 10 år senere at jeg kom tilbage, hvor jeg var hernede som en del af en redaktion på Filmværkstedet. Af uransagelige årsager skulle vi være på Berlinalen for at afholde møder og snakke om film. Vi så ikke rigtig nogle film. Jeg boede på værelse med altmuligmanden Torsten Hvas og en filminstruktør der hedder Lars Johansson og vi dannede en lille trojka, der gik rundt i byen og spiste eisbein og drak øl. Vi så faktisk én film, der hedder ‘Fede Går Amok’, men den så vi i bussen hjem fra Berlin. Det blev mest til videoinstallationer og kunst og andre mærkværdigheder på den tur.

Senere er du så kommet til Berlinalen som chef for Natfilm festivalen og i dag som direktør for Grand Teatret og Camera Film. Hvad har været den mest specielle oplevelse hernede i de mange år du er kommet her?

Mine oplevelser med Berlinalen er delt op i to forskellige kapitler. Festivalen rykkede jo til Potsdamer Platz for over 10 år siden. Før i tiden lå den i nogle faldefærdige bygninger lige over for Gedächtniskirche. Sådan lidt Einstürzende Neubauten agtigt, hvor man sad i nogle små kabiner og så film. Der var filmmarkedet i gamle dage. Man gik på Paris Bar og Schwarzes Cafe (der begge stadig ligger i området, red.) og hang ud i det område i det gamle West Berlin. Klassikeren var den græske restaurant Terzo Mondo, der var et after hours hangout dengang og derfor var det sted hvor man kunne møde filmfolkene. Christian Braad Thomsen havde stambord der. Det sjoveste ved festivalen generelt var de debuterende instruktører, der skal lukke festen. Det foreskriver traditionen. En gang var der tre gutter, der havde lavet en film, der hedder ‘Birdbrain’. Den varede kun fem minutter og var en afgangsfilm fra designskolen. De havde fået støtte til at komme herned – det kostede måske 200 kroner dengang – og så gav de den ellers gas i 3-4 dage i Berlin. De gjorde det så eftertrykkeligt at alle talte om hvor dødt der var på festivalen efter at de var taget hjem. ”Vi mangler ‘Birdbrain’ drengene”, måtte vi konstatere. De her 20-22 årige drenge hang også ud omkring Braad Thomsen, der jo kendte ”Det Store F”. Det er intern slang for Fassbinder. Det var en stjernestund.

I dag besøger du festivalen som professionel filmindkøber. Hvad har været dit bedste køb hernede? Her tænker jeg ikke nødvendigvis det bedste køb rent kommercielt, men det køb, som du er mest stolt af?

Det findes jo i alle mulige afarter, når man render rundt og køber film. En af de ting som folk udefra studser over nogle gange er at man er hernede for at se en del film og holde en del møder om de film, men at folk fra de store lande har så meget konkurrence om filmene at de bliver nødt til at købe dem inden de er færdige. Det betyder at de holder flere møder end de ser film. Jeg bruger en del tid i biograferne og forholdsvis lidt tid på mødeaktivitet. For mig er en af de bedste historier dengang jeg købte en film af den Oscar-aktuelle, iranske instruktør Asghar Farhadi. I 2011 havde han filmen ‘A Seperation’ med på festivalen, som jeg så og forhandlede med salgsagenten om at købe hjem til Danmark. Men jeg mødte ham aldrig. Hele forhandlingen foregik på sms. Det var et ret godt køb for filmen vandt en Oscar den følgende år og er i øvrigt den første Oscar, som Iran har vundet.

Vi har talt om film på festivalen, men hvad med skuespillerne, som jo er dem, der kaster stjernedrys på festivalen og dem, vi ser billeder af i avisen. Har du haft en særlig oplevelse med en skuespiller?

Jeg er sådan anlagt at jeg ikke bryder så meget om den røde løber, så jeg ser mest filmene udenfor rampelyset i ro og fred. Men man løber jo ind i dem. Et af mine største momenter var en svensk middag hernede. Det svenske filminstitut havde lejet sig ind i Cafe Einstein villaen og der var jeg sammen med en amerikansk filmkritiker, en gammel ven. Vi blev seated derinde og da vi fik anvist vores bord viste det sig at vores borddame var den svenske skuespillerinde Harriet Andersson, en af Ingmar Bergmans gamle divaer. Det var et eller andet smukt i den oplevelse. Det var ligesom vi fik hele historikken med fordi Berlinalen jo begyndte i halvtredserne, bl.a. med Bergmans film hernede.

Berlinalen er indbegrebet af Berlin og har du som veteran hernede et godt Berlin tip du gerne vil dele?

Jeg synes at Berlinalen gør noget som andre filmfestivaler ikke gør. Det har bl.a. noget at gøre med at den i modsætning til mange andre filmfestivaler er forankret i en storby. Cannes, Venedig, osv. det jo er nogle små steder. Berlinalen er spredt ud over hele den store by og bl.a. har man noget der hedder ”Kino im Kiez”, hvor man viser film i små biografer rundt omkring i lokalområderne. Man udvælger nogle biografer som man normalt ikke kommer i og det er med til at vise byens biografkultur på en anden måde end med glitter og limousiner i de store premierebiografer. Det er en ret sjov ting. Desuden bør man besøge de klassiske biogafer Delphi Filmpalast i West Berlin og Kino International i Østberlin. De biografer er så charmerende at det ikke gør noget hvis filmen er dårlig, fordi man føler at man har haft en god oplevelse ved bare at have fået lov til at besøge de rum.

Læs vores tidligere interview med Erik Jensen fra Politiken her.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: