Erik Jensen: “Berlinalen vil meget mere end blot være et cinematatisk overflødighedshorn eller rendyrket underholdning”

Scroll down to content

Af Ronnie Rocket

Det er blevet tid til Berlinale igen. Vi har mødt Erik Jensen, der er udenrigskorrespondent for Politiken i Berlin. Vi spiste frokost på den nye Sticks’n’Sushi restaurant i Potsdamer Straße, hvor vi fik menuen ‘Man Food’.

Hvor mange gange har du egentlig været på Berlinalen for at rapportere?

Jeg tror at det må være 8. eller 9. gang. Nej, vent, det er 10. gang. Jeg har jubilæum i år!

Kan du huske din første Berlinale?

Den glemmer jeg aldrig. Fordi jeg var meget, meget syg. Jeg havde været i London et par dage før og spist på en indisk restaurant og havde fået madforgiftning. Det var ret hårdt at sidde i de fyldte biografer, hvor det ikke altid er lige nemt at komme til toilettet. Det var en utrolig hård prøvelse, men jeg var så glad for at have fået lov til at dække Berlinalen, så jeg kæmpede mig igennem det. Men det var virkelig en hård omgang.

Hvilken filmoplevelse har gjort mest indtryk på dig gennem årene?

Der har nartuligvis været rigtig mange undervejs, men for nu lige at tage en tre stykker, så kan jeg tydeligt huske da de viste Martin Scorsese filmen ‘Shine A Light’ med The Rolling Stones. Det at sætte sig ind i den store sal og bare blive blæst væk af Stones og Scorsese var noget ganske særligt. Man bemærkede den gode kemi imellem dem og især humoren. Det var en stor oplevelse af se den sammen med så mange mennesker på det store lærred og ikke mindst lytte til den på det store lydanlæg. Sådan en musikfilm skal man jo se i biografen.

Så var der for 3-4 år siden en chilensk film, der hedder ‘Gloria’ og som handler om en midaldrende, fraskilt kvinde, hvis liv på mere eller mindre alle parametre er gået i stå. Og så så den spillet af et powerhouse af en chilensk skuespillerende, som løftede denne film op til at blive en utrolig opmuntrende og meget, meget dejlig oplevelse. Jeg mener også at filmen blev en pænt stor succes i Danmark.

Jeg vil også gerne nævne den iranske ‘Taxi’, der vandt Guldbjørnen forrige år i Berlin. Også en fantastisk film instrueret af Jafar Panahi, der har været på Berlinalen flere gange, men som har berufsverbot i hjemlandet. I denne film valgte han imidlertid at løse opgaven ved at køre ud som taxichauffør med kamera i bilen, hvor han talte med folk. Fantastisk subtil produktion og virkelig elegant lavet samfundskritik. Fremragende film.

Uden at have have nærstuderet det gigantiske program er der så noget, der springer særligt i øjnene til årets program, som du glæder dig til at se?

Ja, der er flere tyske film, som jeg forventer mig en del af i år. Men portrættet af Django Reinhardt, den store jazzguitarist, og som er årets åbningsfilm, glæder jeg mig rigtig meget til at se. Han er – som man siger i journalistsproget – en god historie og han har ikke bare lavet fantastisk musik, men hele sigøjnertemaet og mennesker på flugt passer også godt til vores tid. Jeg synes at ‘Django’ filmen er meget velvalgt som åbningsfilm.

Berlinalen affæren er ikke bare mange film, det er også meget andet. Kunstneren Olafur Eliasson er med i juryen og der er mange små festivaler i festivalen. Hvad er din kommentar til selve størrelsen?

Ja, det vil være en helt grotesk og absurd tanke hvis et enkelt menneske skulle opleve det hele for det vil ganske simpelt være en umulighed. Den gigantiske størrelse gør at man skal udvælge omhyggeligt og sammensætte sit eget program. For mit vedkommende som professionel deltager til dette kæmpe arrangement, men det samme gør sig faktisk gældende for det almindelig publikum. Det er en spændstighed uden lige – fuldstænding uoverskueligt er det jo – men for den nørd, der gider nørde sig igennem det hele, om det være sig en obskur kortfilm fra Korea elller noget andet, er det det hele værd. Programmet for Berlinalen er større end telefonbogen fra New York og det hele findes her.

Hvis man nu skal sammenligne Berlin og Berlinalen med de andre filmbyer og filmfestivaler, hvad tænker du så? Berlin er jo en rigtig filmby med Babelsberg studierne og Asta Nielsen og jeg skal komme efter dig.

Berlin er netop en by med en stor filmhistorie. Det samme kan man f. eks. ikke sige om Cannes. Det er ikke mange klassiske filmmesterværker, der er optaget i Cannes. Det samme kan man også sige om Venedig, selvom byen er brugt som kulisse flere gange. Når det så er sagt, så er Berlinalen også den mest moderne af de store filmfestivaler fordi den også er en publikumsfestival. Det er der ikke så mange af de andre der er. Det betyder at hele Berlin, at hele Tyskland, at hele Europa, ja, hele verden for den sags skyld, kan tage del i dette arrangement. Det er ikke en eksklusiv, lille lukket klub som den i Cannes. Her er det sådan at publikum er med og selv kan tage stilling til filmene ved at købe billetter til forestillingerne. Det bliver der gjort i virkelig stor stil. Det er faktisk sådan at man år efter år slår alle rekorder med billetsalg. Det synes jeg er ret fantastisk. Og så synes jeg også at Berlin er afspejlet som hovedstad og storby i Berlinalen forstået på den måde at Berlin er en kradsbørstig størrelse og en meget anarkistisk storby, hvilket der er mange der holder af. Det er en by med rigtig mange holdninger, hvor holdningerne krydses og der kæmpes og debatteres og hvor der er en historie, der gør at disse kampe kan udfolde sig. For os danskere kan tonen måske være lidt hård en gang imellem, men de stærke holdninger og den anarkistiske kultur går fint hånd i hånd på Berlinalen. Man kan direkte aflæse i programmet at denne festival vil meget mere end blot være et cinematatisk overflødighedshorn eller rendyrket underholdning. Der er virkelig en holdning, der er tænkt over tingene og nogle gange kan man fristes til at sige at det måske er lige lovlig politisk korrekt med f. eks. et kulinarisk fokus omkring mad og den måde som mad bliver produceret på. Men det er jo et tema, der er sindsygt vigtigt, og det har Berlinalen set før alle andre filmfestivaler. Så hele den holdning, attituden, den anarkistiske tilgang, at det er så vildt og stort, er et perfekt aftryk af at festivalen foregår i Berlin og at den er åben for Berlinerne og for hele verden.

Du kan følge Erik Jensen på Twitter her og Ronnie Rocket på Twitter her og her.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: