Af Lars Movin på Facebook

Siden jeg fredag aften så John Scheinfelds mageløse dokumentar “Chasing Trane”, har John Coltrane kørt i heavy rotation på musikanlægget herhjemme. Jeg kan simpelthen ikke få den film ud af håret. Så lad os starte med anbefalingen: Se den – i biografen! – inden det er for sent. Det er en af den slags film, hvor publikum burde stå i kø ned ad Strøget, men hvor der kommer så få, at spilleperioden formodentlig vil være fortvivlende kort.

Hvorfor kan jeg ikke få filmen ud af håret? Det skyldes ikke, at den i sig selv er et stort kunstværk. Formen er relativt konventionel – talende hoveder og arkivmateriale – og visse æstetiske valg kan diskuteres: I forhold til den traditionelle jazzdokumentar (hvis en sådan findes) kan “Chasing Trane” nærmest virke overproduceret, og i den første tredjedel klippes så hurtigt, at selve sagen – musikken – slet ikke kommer til sin ret. Men det justeres der på hen ad vejen. Da fremstillingen når til den dystert-melankolske ballade “Alabama”, der i hele sin struktur og fremførelse sitrer af fortvivlelse over racesituationen i Syden, har filmen fundet et leje, hvor man som beskuer kan lade sig opsluge af fortællingen, ordene, billederne, musikken.

Der er så meget, man kunne fremhæve: Glæden ved at se Sonny Rollins, Wayne Shorter og Coltranes børn som vidner. Og også ekspræsident Bill Clinton og Doors-trommeslageren John Densmore fungerer overraskende godt. Men først og sidst er det naturligvis optagelserne med John Coltrane, der er attraktionen. Og dem er der mange af. Bare ikke nogen, hvor han taler (alle hans ord er lagt i munden på skuespilleren Denzel Washington). Man tænker over, hvad det kan skyldes. Findes der ikke optagelser, hvor John Coltrane taler? Det gør der sikkert, men måske er de så få, at man har fravalgt dem.

Er det tilfældet, føles det blot endnu mere sensationelt, at Torben Ulrich i marts 1961 gennemførte et længere interview med John Coltrane, som dengang blev trykt i “Jazz-årbogen” (siden optrykt i TU-antologien “Jazz, bold & buddhisme”). I filmen fortælles det, hvordan John Coltrane i en pause under optagelserne til Miles Davis-pladen “Kind of Blue” (udgivet august 1959) indspillede sin egen “Giant Steps” (udgivet december 1959). To absolutte klassikere indspillet oven i hinanden. Tal lige om “burst of creativity”! Og det er netop “Giant Steps”, der er emnet for Torben Ulrichs interview med Coltrane, hvor hans musik dissekeres helt ned i detaljen: rytme, harmoni, becifringer – samtidig med at de store linjer ridses op: placeringen i jazzhistorien, forholdet til Miles Davis, visioner for fremtiden.

Gå i biografen og se “Chasing Trane”! Læs derpå Torben Ulrichs interview! Og sæt så John Coltrane på musikanlægget – og lyt! Det er kærlighed, smerte og sjæl i reneste aftapning …

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: