BIOGRAFPREMIERE 9. MARTS, 2017
Instruktør: Jakob Bitsch
Medvirkende: Esben Smed, Sarah-Sofie Boussnina, Siir Tilif m.fl.
Janus er netop blevet udskrevet fra en psykiatrisk afdeling efter et selvmordsforsøg, og han har én klar mission. Han skal finde gymnasieveninden, Amina – koste hvad det vil. Amina har ved hjælp af sine mange breve givet Janus trøst og tro på fremtiden, mens han var indlagt. Men pludselig stoppede de livsvigtige breve med at komme. Janus er overbevist om, at der er sket noget alvorligt med hende og begynder at samle puslespillets mange brikker. Jagten på sandheden fører Janus ud på en farlig detektivfærd i storbyens dunkle gader, og alle han kommer i kontakt med, der kender Amina, synes at skjule noget.
’Aminas breve’ er et råt og intenst drama om jagten på en forsvunden elsket og om at holde håbet gyldent i en kaotisk verden. Hovedrollen som Janus spilles af Esben Smed, der fik store roser for sin rolle som Faxe i ’Sommeren ’92’, og har en bærende rolle i DR’s kommende dramaserie ’Bedraget’. ’Aminas breve’ er baseret på den prisbelønnede roman af samme navn og er skrevet af Jonas T. Bengtsson, der også er forfatter til ’Submarino’. Filmen er instrueret af Jakob Bitsch og manuskriptet er skrevet af Anders Ølholm, som bl.a. har skrevet manuskripterne til Antboy-filmene.